Sidste del af 1800-tallet var præget af hårde politiske kampe om, hvordan det folkestyre, som var indført med Grundloven af 1849, skulle praktiseres, og om, hvilken plads der tilkom den stadigt voksende arbejderklasse. Fra 1850 begyndte nogle af de bondevalgte politikere i Folketinget at kalde sig Venstre. Selv om Venstre fik flertal i 1870’erne, valgte kongen at udpege en konseilspræsident fra Højre, som især repræsenterede godsejere, embedsmænd og officerer. Magtkampen om, hvem der skulle regere - Folketingets flertal eller den af kongen udpegede regering - var særlig hård i årene 1885-94. Da konseilspræsident og godsejer J.B.S. Estrup (1825-1913) ikke kunne få Folketingets tilslutning, regerede han landet med provisoriske - midlertidige - finanslove. Til at bekæmpe politisk uro oprettede han et særligt militærkorps, gendarmerne. I 1901 måtte kongen og Højre bøje sig og afgive regeringsmagten til Folketingets flertal, det såkaldte systemskifte. Med systemskiftet i 1901