Fortolkning af Guldhornene
Oehlenschlägers digt er meget ærke-romantisk, for det første fordi at det foregår i naturen. Det er også typisk for romantikken at skrive om fortidens guldalder, som man længes efter. Digterens egne synspunkter kommer til udtryk i moralen, som bygger på monisme, panteisme og organismetanken. Gudernes magt og menneskenes ignorance er i fokus, og kritikken af materialisme og grådighed er tydelig. Desværre ender digtet jo med at guderne tager deres gave tilbage, og dermed bliver der ikke fundet en løsning på menneskenes "forkerte" opførsel.
Temaerne i digtet er også typiske for romantikken. Det er altsammen noget med menneskers forhold til naturen, panteismens konsekvenser for folk der ikke kan se verdens sammenhæng, længslen mod storhedstiden (fortiden) osv.
Analyse af Guldhornene
Digtets forløb - et resumé
Menneskene søger efter fortidens storhed, men forstår den ikke.
Guderne beslutter at skænke dem Guldhornene, så de kan lære om fortidens Guldalder.
“En mø skal helligdommen finde”: guderne bestemmer at Kirsten Svendsdatter skal finde det første Guldhorn.
Da hun har fundet det, bliver menneskene glade fordi de værdsætter materiel rigdom - men guderne synes ikke om, at de bare udstiller hornet.
Efter et århundrede mødes guderne igen, og beslutter at Erik Lassen skal finde det andet Guldhorn - de regner med at han vil forstå, at gaven er fra guderne (fordi han er landmand, en mand der elsker naturen og kan se sammenhængen mellem mennesker, guder og natur).
Men det samme sker igen, at menneskene modtager gaven med tanken om grådighed. Derfor straffer guderne dem ved at tage gaven tilbage: “Hvad de gav, de tog tilbage. Evigt bortsvandt helligdommen.”
Analyse
Digtet er en hymne, altså et højstemt digt, hvor jeg’et hylder guderne og taler til dem som læser digtet. Denne historie lærer læseren den morale, at man ikke skal være grådig og materialistisk - og at man aldrig skal tage det for givet, når guderne skænker menneskene en helligdom.
Menneskene burde ifølge moralen være taknemlige for gaven og ære guderne ved for eksempel at ofre til dem.
I stedet valgte de dog at betragte fundet af hornene som en materiel gode, og ikke skænke guderne en tanke.
Strofe- og sætningsopbygning
Strofernes form ændrer sig, og det kan umiddelbart godt se forvirrende ud, når man kaster et blik på det samlede digt. Men Oehlenschläger bruger sine følelser og fantasi, når han skriver - ikke sin rationalitet og logiske sans. Derfor skriver han ikke alle strofer i en fast "ramme" på f.eks. 10 vers. Enderimene er dog kontinuerlige og konsekvente, og det skaber en god balance, så læseren stadig føler en vis harmoni i digtet.
Nogle af stroferne er længere end andre, og de længste er når Guderne har deres replikker. Dette kan måske hænge sammen med, at Guderne bliver ophøjet i digtet og derfor skal have meget plads til deres replikker, så man kan forstå deres budskab.
Kun strofe 6 bliver gentaget, med det formål at fortælle læseren at der er nu kommer en ny dag.
Sætningsbygningen i digtet er ret simpel. Tegnsætningen med de mange kommaer gør, at sætningene virker kortere, og at digtet bliver lettere at læse. Stroferne er bygget op med en intention om at ordenen vil få alle stroferne til at stå cirka lige nedenunder hinanden. Dette gør digtets visuelle effekt meget harmonisk at kigge på da der ikke er ord der lige pludselig springer ud af mønsteret.
Digtets rum og jeg'ets grundstemning:
Digtet foregår på marker og klippetinder hvor folk leder efter de forsvundne guldhorn, men de finder ingen. En mand fortæller dem, at dem der ikke søger noget, finder det de andre leder efter.
Gud går i harmoni med naturen, altså Gud er ét men universet og indgår i alt, intet er i sig selv.
Omgivelserne bidrager til jeg’ets grundstemning ved, at fortælleren beskriver naturen smukt, men stadig voldsomt og kraftfuldt, hvilket er med til at beskrive at Guderne er magtfulde. Det er med at til at beskrive hans grundstemning. Han er sur over menneskene blev grådige, og at de ikke forstod og værdsætte Gudernes gave.
Organisme tanken
Organisme tanken kan man ikke se bort fra når man læser Guldhornene, dette består af en masse dele der alle udgør noget betydeligt, og disse dele ville ikke kunne fungere alene. Alle har en funktion, og dermed er alle en rigtig rolle til at udgør noget.
Ordet er fra metaforen om menneskekroppen; alle celler er hver for ikke vigtige, men hver for sig er de. Fx en celle er ubetydelig, men tilsammen udgør de en helt organisme.
Et eksempel på organismetanken i digtet kunne være:
"Over Klippetinder
Det atter bruser.
Stormenes Sluser
Bryde med Vælde.
Over Norges Fielde
Til Danmarks Dale
I Skyernes Sale
De forklarede Gamle
Sig atter samle."
Du kan læse mere om organismetanken på disse Links:
www.e-poke.dk/dann_udv.asp ; http://da.wikipedia.org/wiki/Organismetanken
Rim og rytme i Guldhornene
Digtets rim og rytme
Der er ingen alliterationer i digtet, men enderim findes i hver strofe.
Opsætningen ser således ud: (aabbccabab).
Dog skifter den til (abcabcaa).
Eks. På (aabbccabab):
Skyen suser, (a)
Natten bruser, (a)
Gravhøien sukker,(b)
Roser sig lukker, (b)
De øvre Regioner (c)
Toner. (c)
De sig møde, de sig møde,(a)
De forklarede Høie, (b)
Kampfarvede, røde, (a)
Med Stierneglands i Øie.(b)
Eks. På (abcabcaa):
Hrymfaxe, den sorte, (a)
Puster, og dukker (b)
Og i Havet sig begraver.(c)
Morgenens Porte (a)
Delling oplukker, (b)
Og Skinfaxe traver (c)
I straalende Lue (a)
Paa Himlens Bue.(a)
Tempoet er hverken langsomt eller hurtigt. Det er en mellemting og det er med til at støtte op om det harmoniske ved digtet.
Digtets rim og rytme giver en negativ stemning i form af, at den negative stemning skal ”lære” læseren en morale.
Virkemidler i Guldhornene
Virkemidler giver teksten liv og hjælper læseren til at forstå, hvad der sker. - Her kommer nogle eksempler.
Naturen besjæles ofte - f.eks. solopgangen i strofe 6, da hesten Skinfaxe laver nat til dag. At morgenens porte åbnes er en metafor for daggry:
"Morgenens Porte
Delling oplukker,
Og Skinfaxe traver
I straalende Lue,
Paa Himlens Bue."
Da Kirsten Svendsdatter finder det første guldhorn,
laver guden Thor torden for at vise at noget vigtigt er sket.
Det er både en naturreaktion og et panteistisk træk i digtet:
"En sagte Torden
Dundrer.
Hele Norden
Undrer."
Digteren er tydeligt inspireret af den gamle guldalder. Det kan man se, fordi at disse ord bruges til at ophøje fortiden og guderne. "Da himlen var på jorden" er en metafor for, da guderne var på jorden:
”I, gamle, gamle
Hensvundene Dage,
Da det straalte i Norden,
Da Himlen var paa Jorden,
” Giv et Glimt tilbage!”
I strofe 2 og 8 beskriver digteren, hvordan menneskene opfører sig - først kan de ikke forstå fortiden, og da de modtager guldhornene, tænker de grådigt og materialistisk:
”De gamle Skrifter.
Blikket stirrer,
Sig Tanken forvirrer.
I Taage de famle.”
og
”Og hen de stimle
I store Vrimle,
og grave og søge,
Skatten at forøge.
Men intet Guld!
Deres Haab har bedraget;
De see kun det Muld,
hvoraf de er taget.”
Kilde- og målområder
Målområde: Som vindende gynge Kildeområde:En Mø hendandser -àPigen danser let
Let som en Hind(fjer) Med muntert Sind. à At tage let på tingenge, at være i godt humør
Som brændende tørste At ønske noget meget højt
Kommentarer
Send en kommentar