Dansk: Holger Drachmann : Engelske socialister

ENGELSKE SOCIALISTER AF HOLGER DRACHMANN

Holger Drachmann. Fotografi fra ca. 1900.

Engelske Socialister

Henover Byens Tage glide

De sidste Smil, de hendøende Rester

Af Dagen og Solen. I Strømninger stride

Vælte sig Flodens muddrede Vande,

5Og som indbuden Gjæst til det smudsige Leje,

Fra Havets, fra Nordsøens vaade Veie,

Sænker sig Taagen over Byen, over Strømmen.

Saa kommer Natten, Døden eller Drømmen!

I Læ for Vinden, i Ly for Taagen,

10Omkring et Kulbaals ulmende Gløder -

Rapsede Varer derhenne fra Krogen,

Hvor Købmanden losser de drægtige Skuder, -

Sidder et Selskab. Sod paa Skjorten,

Knudrede Arme, en tretten, fjorten

15Stykker af dem, der lossede Skuden;

Angelsachsernes Blod ruller under Huden.

De mumle dæmpet og suge paa Piben,

Øllet gaaer om i de klinkede Kander,

Der er noget paa Færde, man vil ud af Kniben,

20Man har Noget paa Hjerte, vil nogen paa Livet;

Men skønt Armen dirrer, og Pulsen banker;

Mangler man Ord for de mange Tanker,

Der er Galskab nok, men System er der ikke.

Da rejser en Mand sig med funklende Blikke.

25Han knytter Næven, den fedtede Hue

River han bort fra den brede Pande

Og kaster den ind i Kullenes Lue

Og spytter i Flammen, saa Gløderne ose:

»Kammerater,« raaber han, »der gik Standen,

30Den sodede Hue, Kulskibsmanden,

Nu har vi Hjernen og Armen tilbage,

Dem gemme vi til de kommende Dage.

»Høre I Stormen, mærke I Strømmen;

Det bryder omkring os paa alle Kanter.

35Hvi sove I da? I Nat er det Drømmen,

Men i Morgen maaskee er det Dommen og Døden.

I saa' jo dog Blus, I lugtede Brande,

Røgen drev hid fra de fremmede Lande;

Men Jer fik den ej røget ud af Hulen,

40I ligge endnu og døse i Kulen.

»Guds Død! Hvi kende I ej Eders Styrke,

Hvi fordre I ikke med tusinde Stemmer

Af Guldkalven, som vore Bødler dyrke,

Et saftigt Stykke, en Mørbradsskive;

45De sende os Præster med pibede Kraver: -

»Her er Biblen til Eders slunkne Maver«.

For Sulten en Text om Kanaan og Eden,

For Husleien Veksler paa Evigheden.

»Hvad hjælper os Taler, hvad gavner os Løfter?

50Vi vil have Forskud paa Saligheden;

Vi vil ej losse Kul og ej grave Grøfter

For at blive betalt engang efter Døden.

Vi er Sønner af Jorden, til Jord skal vi blive,

Vor Løn vil vi have i levende Live.

55Hvorfor anvise stadig paa Himmerigs Rige?

Om vi komme der, kan jo dog ingen sige.

»Vorherre! — see han forstod sig paa Stakler

I lasede Frakker og revne Støvler,

Og naar han gjorde sine Mirakler,

60Saa var det for Folk som mig og som Eder.

Vorherre han gav, hvad han havde for Haanden,

Og anviste Resten hos Helligaanden;

Men Præsten! — han tager vor sidste Daler:

»Min Søn, Vorherre i Himlen betaler.«

65»Velan, hvis vi var som et Barn, som en Kvinde,

Med Blødhed i Hjertet og Taarer bag Øjet,

Saa kunde vi lade os lede i Blinde,

Og bære vort Kors, og sukke mod Døden.

Men vi ere Mænd! — Det er ét, som vi vide:

70Det er ondt at sulte, naar man skal slide;

Vi vil ikke sulte, vi vil op paa Tribunen

Og dømme, — og Dommen skal hedde Kommunen!«

Han tier; — da brøles der »Mere, mere!«

Han vender sig tavs og peger mod Byen.

75Der komme Kulmænd flere og flere

Stormende ud fra den nærmeste Knejpe.

De rive ham med sig, og han tager Ordet

Derinde bag Skænken oppe paa Bordet:

Mod Kirke og Stat og Guldtyranniet; -

80Saa ryddes Knejpen af Politiet!

Der ruger en Sky over Kæmpebyen,

Og Floden hvisler og Vinden piber,

Sælsomme Stemmer stige mod Skyen

Og mumle deroppe som truende Klager.

85Lyset fra »Vestens« stolte Butikker,

Ilden fra »Østens« sorte Fabrikker

Kaste et Brandskær op imod Skyen. -

Er det Kommunens Dekret over Byen?

Den 18. marts 1871 – for 141 år siden rejste befolkningen i Paris sig imod den forhadte burgøjser- regering og skabte et selvforvaltet styre i Paris indtil militæret gik ind og fjernede dem med magt. Over 30.000 mennesker blev dræbt under urolighederne.

Digtets struktur:11 strofer med 8 verslinjer i hver. Kronologisk opbygning. Digtets handling strækker sig henover en aften.

Der er krydsrim i alle 11 strofer. F.eks. i 1. strofe: glide, stride.

Alle stroferne slutter med bogstavrim. F. eks: strømmen, drømmen.

1. strofe:
Det handler om at dagen slutter og solen går ned. Mørket/tågen tager over. Solen/tågen ”dør”.
Stemningen er trist og mørk.
Man ved ikke rigtig hvad fremtiden vil bringe, enten bliver det døden eller drømmen.

2. strofe:
En arbejderklasse som arbejder så hårdt, at blodet flyder. De står sammen ved bålet og varmer sig. Bålet er et symbol for drømmen/deres håb.

3. strofe:
De hårdtarbejdende mænd sidder og ryger og drikker, og pludselig vælger en af dem at rejse sig op. Han ved ikke helt præcist hvad han skal sige, men ønsker han ikke længere at samfundet skal fungere på den her måde.

4. strofe:
Her knytter han sin næve og smider fortiden/sin hue ind i de glødende flammer. Han råber ”kammerater” og siger at den beskidte hue og kulskibsmanden er væk, nu har de kun hjernen og armen tilbage.

5. strofe:
En opfordring til at folket skal til at være aktive. De skal ikke bare ligge på deres flade og lave ingenting. De skal ligesom stå sammen og kæmpe for deres sag.
Stormen og strømmen = skal symbolisere den gejst, de skal prøve at få ind.

6. strofe:
Gud er død (Nietzsche siger at gud er død). Den magt som gud og kirken/præsterne har haft forsvinder. De skal ikke længere bare spise de fattige af med biblen og troen på gud. Nu vil de fattige også have en bid af kagen.

7. strofe:
De snakker om, at de ikke kan bruge løfter og taler til noget. De vil have deres belønning i form af løn nu og ikke vente til efter deres død – da de ikke på forhånd ved om de kommer i himmelen eller helvede.

8. strofe:
Vorherre= Jesus.
Jesus passede gav til de fattige og hjalp dem. Hvorimod præsten kun tænkte på sig selv og tog fra de fattige.

9. strofe:
Hvis de var sårbare som kvinder, ville de kunne lede sig selv i blinde og i stedet for at kæmpe en kamp, ville de blot vente på at døden kom. Men de er mænd, de vil ikke bare dø uden kamp.

10. strofe:
Der er en masse fattige som stiller sig op og brokker sig over kirken og staten og den uretfærdige fordeling af goderne. Politiet kommer og fjerner dem alle sammen.

11. strofe:
Til sidst er der en afventende stemning. Det lyse Vesten som har det godt, bliver sat i kontrast med det mørke Østen, hvor der arbejdes hårdt.
Til sidst: Skal vi virkelig finde os i at samfundet bestemmer det hele?

Digtet handler om:

Teksten omhandler en gruppe havnearbejdere i London, der mildest talt ikke er tilfredse med det uretfærdige og undertrykkende system. Dette medfører et oprør, hvor havnearbejderne starter med at stjæle købmandens varer fra et skib:

”Omkring et Kulbaals ulmende gløder
Rapsede Varer der henne fra Krogen,
Hvor Købmanden losser de drægtige skuder,
Sidder et selskab. Sod paa Skjorten,
Knudrede Arme, en tretten, fjorten
Stykker af dem , der lossede skuden;
Angelsachsernes blod Ruller under Huden.”

Senere mødes de på en lokal pub. På pubben holdes der tale om samfundet og dets undertrykkelser, hvilket danner en oprørsk stemning. Politiet sætter en stopper for det kommende oprør ved at storme pubben.

”Hvad hjælper os Taler, hvad gavner os løfter?
Vi vil have forskud på Saligheden;
Vi vil ej losse Kul og ej grave Grøfter, 
For at blive betalt en Gang efter Døden.
Vi er Sønner af Jorden, til Jord skal vi blive,
Vor Løn vil vi have i levende Live.
Hvorfor anvise stadig paa Himmerigs Rige?
Om vi kommer der, kan jo dog ingen sige.”

Som det kan ses på ovenstående uddrag fra digtet, har havnearbejderne fået nok af samfundets behandling af de lavere rangerede. De vil ikke finde sig i, at de ikke får deres løn i levende live, men derimod får betalingen ved love om et godt liv efter døden.

Derudover forholder arbejderne sig kritisk overfor kristendommen, eftersom de tvivler på selve idéen om et liv efter døden. De føler sig altså ikke sikre på den ”udbetaling”, de bliver lovet.

SUMMA SUMMARUM : Socialister ønsker at samfundets goder skal fordeles lige imellem de rige og fattige. I dette digt kæmper de engelske socialister for at samfundet bliver ligestillet, men det lykkedes ikke. Hele digtet fremstår som et opråb om hjælp og et opråb om, at man ikke længere finder sig i at blive set ned på. Man ønsker at de bedrestillede ikke skal se ned på de fattige.

Personbeskrivelse:

I digtet er der som sagt en del havnearbejdere, dog får vi ikke noget at vide om dem. Den eneste vi kan ”analysere” er havnearbejderen, der holder talen. Ud fra hans taler virker han meget bestemt, selvsikker og ligefrem, hvilket også karakteriserer en god taler. Kort sagt siger han tingene, som han mener dem, uanset om politiet griber ind eller ej. Taleren vinder arbejdernes tillid og respekt, hvilket må betyde, at han er en god leder.

Symboler

”Engelske Socialister” indeholder en del symboler, hvilket også hænger sammen med tiden, som digtet er skrevet i (1871). Netop i denne tid blev der brugt mange metaforer, symboler og besjælinger for at gøre teksten mere levende. I digtet er der f.eks. i strofe 4 en besjæling:

”Og Floden hvisler og Vinden piber,
Sælsomme Stemmer stige mod Skyen
Og mumle der oppe som truende Klager.”

Temaer :

• Oprør
• Samfundsproblemer
• Undertrykkelse

Perspektivering til det moderne gennembrud:Man kan perspektivere digtet til dengang Brandes stillede sig op på Københavns Universitet og sagde, at folket skulle få øjnene op for alle de fattige, i stedet for at man kun fokuserede på alt det gode. Han ønskede at man satte problemerne under debat, ligesom de fattige ønsker i digtet. Brandes huskede samtidig tilbage på hvad Holberg sagde, om at vi skal bruge vores fornuft – hvilket er det de fattige gør, da de ikke længere gider at finde sig i at ligge nederst i hierarkiet.

Konklusion:
Holger Drachmann, har skrevet digtet for at få mere lighed i samfundet og for at påpege de mange uligheder og undertrykkelser, vores samfund indeholder. Drachmann rejste i denne periode rundt i Frankrig og England hvor han blev vidne til den spirende arbejderklasses ulmende utilfredshed og trang til forandringer.