DANSK: MARTIN ANDERSEN NEXØ - novelle: Lønningsdag

  

MARTIN  ANDERSEN NEXØ: LØNNINGSDAG (1896)

- Er skrevet under perioden man kalder det folkelige gennembrud, og skildrer den markante klasseforskel i samfundet. Den ulige magtfordeling i et afgrænset samfund, er hovedtemaet i novellen, som tager udgangspunkt i en lille havneby, hvor magtforholdet imellem de få rige og den fattige klasse skildres.  Havnebyens arbejdsstyrke er mændene, som også betegnes som ”forsørgerne”, det er denne gruppe som arbejder i byens stenbrud, og som ugentligt modtager løn fra ”værkejeren” som ejer stenbruddet. Denne fremstilling af vores samfund, som det så ud engang, er brugbar den dag i dag, fordi det tydeligt billedliggør det samfund der var engang, og de markante forskelle der er på fortidens samfund og nutidens samfund. Det hjælper til forståelse af hvordan vores samfund har udviklet sig,  novellen  kan også  bruges til at perspektivere til  fx historie og samfundsfag.

Lidt om naturmetaforer...

Tekster indeholder ofte naturmetaforer. Et prima eksempel derpå findes i indledningen til Lønningsdag, hvor  naturmetaforer bruges til at beskrive sociale modsætningsforhold.

Naturen spiller generelt en stor rolle i denne novelle, en tredjedel af novellen, bruger Nexø på at beskrive naturen. Det er det realistiske, som Nexø her ligger vægt på, at skabe et naturalistisk og troværdig miljø til handlingen. Han anvender i høj grad adjektiver til at beskrive en næsten guddommelig natur, et karaktertræk, som i høj grad kunne minde om skrivemetoden fra romantikken. Nexø anvender beskrivelsen af naturen, til og at understrege de vilkår som folk levede under. ”Det is klædte landskab”, beskriver samtidigt de aktuelle kolde forhold som arbejder familierne lever med. ”En og anden kvinde folder sine hænder i opdukkende græmmelse eller udstøder en bitter forbandelse, og hist og her græder et barn af sult, så det høres langt ud”, denne sørgmodige beskrivelse af de sultende familier står i klar kontrast til den første sides beskrivelse af det naturlige og smukke idylliske landskab. Den store mængde adjektiver, som Nexø bruger til at beskrive forhold, miljø og skabe kontraster på, er oplagt i dansk sammenhæng - fordi novellen tydeliggør de mange anvendelsesmuligheder, som der er med adjektiver. Nexø tydeliggør, at man ikke blot kan bruge et adjektiv til at beskrive en ting eller en person, men også et samfund, forhold, samt tydeliggøre kontraster. 

Analyse og fortolkning 

 Novellen er skrevet i 1896 og indgår i novellesamlingen Muldskud fra 1900. Teksten sætter fokus på denne tids store forskel mellem de rige og fattige og tager fat om klassekampen mellem socialismen og kapitalismen. Novellen sympatiserer med de fattige socialister og beskriver deres elendighed og undertrykkelse. I denne tekst er en beskrivelse af forfatteren vigtig, da mange af hans personlige holdninger skinner igennem i teksten. 

Martin Nexø blev født i 1869 og døde i 1954. Han nåede at udgive mange værker, og fokuserede mest på tidstypiske temaer og tendenser i samfundet. Han var meget politisk engageret og medstifter af DKP. Han blev født i et af de fattigste kvarterer i Danmark og er derfor vokset op som socialist i den laveste sociale gruppe og udgav som forfatter mange tekster, der bl.a. fokuserede på socialismen kontra kapitalismen. 

Novellen ”Lønningsdag” er et tydeligt billede på denne politiske kamp. Magtbalancen ses i teksten på linjerne 71-72: ”Han er en krakiler, siger Værkejeren til sin søn. Han hører til disse socialister, som de har saa mange af ovre. Men han faar sin Afsked en af Dagene – saa snart vi kan undvære ham.” Værkejeren er her et billede på den førende kapitalisme, som nyder godt af arbejdsklassen. Teksten handler om et lille landsby, der ligger tæt ved et stenbrud, hvor byens mænd arbejder for at forsørge deres familie. Stenbruddet ejes af den rige værkejer, der giver dem en lille sum skillinger efter hver uges endt arbejde. Dette samfund er meget fattigt og er afhængig af lønnen for at overleve. Da værkejeren skal til at uddele lønnen efter solnedgang, kommer hans søn på en lille slæde og overtaler værkejeren til at gemme pengene til et stort L’hombreparti (gammeldags kortspil) nede i byen. Han udsætter dermed lønnen, og arbejderne må nu endnu engang gå hjem med tomme lommer. Teksten er en novelle, da det er en kort fortælling og har en enkel handlingstråd med et fokuspunkt, og persongalleriet er meget begrænset. 
Novellen er episk og benytter forskellige fremstillingsformer. Den beskriver stemninger og lokaliteter og gør også brug af replikker. 

Novellen er delt op i to dele. I starten er teksten meget beskrivende for at give læseren et indtryk af de fattiges situation. Beskrivelsen veksler mellem at være idyllisk og barsk. Den følgende sætning illustrerer disse vekselvirkninger. Linje 2-4: ”Inde over Aasene staar Skoven og sover, hvid og uformelig, hyllet overdaadigt ind i blød, ren Vintersne, kun hvor   en fugl har sat sig og rystet Sneen bort, stikker der en nøgen Gren frem,

 sort og skaldet og uhyggelig".

Beskrivelsen går fra flot og hyggelig til barsk og kold, hvilket også kan 
være symbol på klassekampen. Miljøbeskrivelsen gør det klart, at det er vinter, og terrænet er barskt med klipper og kløfter, som faktisk udgør befolkningens levebrød. Husene er små, og i arnerne (et åbent ildsted) fyrer de med tang, græstørv og kokasser. Det hele vidner om et fattigt samfund, for hvem livet handler om at overleve. Et andet citat siger lidt om, hvor fattigt dette lille samfund er, men på en positiv måde, da det at flage oftest forbindes med glæde. Det kan også sige noget om, at man ikke vil kendes ved fattigdommen, men ikke kan skjule den i toppen af flagstangen. Linje 18-19: ”- rødt og hvidt, det kunde se ud, som om man flagede for Fattigdommen.” Derefter tager novellen fat på arbejdernes situation ved stenbruddet. De er færdige med arbejdet og venter på deres ugeløn, men værkejeren er som sædvanlig forsinket. Selvom arbejderne er forpligtet til deres løn, er de alligevel nervøse for ikke at få den. Linje 35: ”Bare han ikke er rejste bort lige som sidste Lørdag.” og linje 36-37: ”Han har Skindposen i Haanden, saa er der altså Penge på markedet i dag.” Arbejderne får som bekendt ikke deres løn, og må gå tomhændede hjem. På den lange tur hjem er det tydeligt, at de er skuffede, trætte og føler sig uretfærdigt behandlet, men ikke har noget at stille op. Linje 63-64: ”Skikkelse efter Skikkelse snegler sig frem, ludende og trætte, som triste illustrationer til den Sætning, at Gangen er en stadig afbrudt falden.” Undertrykkelsen og magtforskellen er tydelig. Vi har altså en konflikt mellem de fattige arbejdere og den rige værkejer, når arbejderne ikke får deres penge på lønningsdagen, som de ellers er berettiget til. Lønnen er meget vigtig for at de kan forsørge deres familie og det hele taget overleve , men dette vælger værkejeren at se stort på. Linje 15-17: ”Jorden er mager, mest Sten, men selve Stenen bliver brød og giver fra Uge til Uge, hvad man bruger til at leve, stundom mindre, aldrig mere, men som Regel slår det lige til.” Dette citat viser virkelig, at den minimale løn, der erhverves igennem hårdt og barsk arbejde, bruges til at overleve og slår knap nok til. Forfatteren gør brug af en alvidende 3. Person-fortæller, da vi oplever historien fra forskellige perspektiver. Vi ser både den overordnede næsten scenisk fremstilling, men synsvinklen flyttes til både den svenske arbejderen Anders og senere værkejeren, så læseren både oplever følelser og tanker fra begge sociale grupper. Linje 41-42: ”Svenske Anders tager imod skændene med bøjet hoved og håber på den måde at slippe nogenlunde skadesløs fra sit  

uheldige lille kneb..” Når man ved, hvad han håber, ved man hvad han tænker. Linje 57: ”Værkejeren staar et øjeblik tvivlraadig.” At være tvivlrådig er en følelse, der afslører, at vi også ved, hvad værkejeren føler. Derudover kommer fortælleren også med egne vurdering og kommentarer. Linje 48: ”En flot fyr i pels og skindhue..” At fyren er flot er fortællerens vurderingen. Beskrivelserne af personerne er få. Den eneste person, der beskrives, er værkejeren. Han kan karakteriseres gennem sine replikker og handlinger. Værkejeren ejer stenbruddet og er ansvarlig for arbejdernes ugeløn, men på dette punkt er han ikke altid pligtopfyldende. Da solen går ned lørdag, kommer værkejeren og måler ugens arbejde op. Han opdager, at svenske Anders har lavet en fejl. Han vælger dog at se igennem fingre med det. Linje 44-45: ”Naa ja ja, lad det gaa for den Gang. Jeg ryger vel ikke af Pinden for de Par Skilling, Du kan snyde mig for, Anders.” Her viser værkejeren sig fra en rigtig god og medmenneskelig side og er en god arbejdsgiver. Han accepterer fejlen, da han ved, at lønnen er meget vigtig for hans arbejdere. Værkejeren tilgodeser dermed de lavest stående i samfundet, hvilket faktisk ikke hænger sammen med tekstens synspunkt. Men dette gode syn på værkejeren ændres hurtigt, da hans søn ankommer. Sønnen overtaler ham til at tage med i byen, og værkejeren udsætter lønnen til arbejderne. Han er lidt svær at overtale, fordi han ved, at det er hans pligt at betale, men værkejeren kan ikke stå for muligheden at slå den anløbne slagter. Her ser man værkejeren fra en ny og direkte modsat side, fra hvad man så tidligere. Han sætter et barsk ansigt op, som om det går op for ham, at det er ham, der bestemmer, og slet ikke skal tage hensyn til sine arbejdere. Værkejeren er billedet på den velhavende socialgruppe og kapitalismen, der ikke tager hensyn til de lavest stående socialgrupper, men lever stort på deres elendige levestandard og vilkår. Linje 66-67 ”Én for én blotter de sløvt og møjsommeligt Hovedet, endnu før slæden kommer paa siden af dem – de kender Herren paa Hunden.” Dette citat viser også, hvor stor respekt arbejderne har for værkejeren. Ingen ville i dag omtale sin chef som herren og bøje hovedet. En af arbejderne gør ikke mine til at bøje hovedet. Dette udløser en replik fra 
værkejeren, som også kan beskrive ham ( linje 71-72). Her forklarer værkejeren sin søn, at manden der ikke bøjer hovedet, er en krakiler, (en der altid er forurettet og derfor gør vrøvl) og at han hører til gruppen af socialister, men han vil snart blive fyret, lige så snart han kan undværes. Det siger noget om, at han føler sig hævet over mennesker af denne gruppe og taler om dem som værdiløse og uduelige. Værkejeren vil fyre ham, men først når de gode tider viser sig, så han ikke risikerer

 at tabe penge på det. Det er snu, men han er hverken medmenneskelig eller en god arbejdsgiver. Fortællingen udspiller sig i slutningen af 1800-tallet, hvor netop forskellen mellem de sociale grupper var stor. Teksten bærer præg af at være gammel i det man siger ”Skilling” om møntenheden og bruger slæde som transportmiddel. Lønnen bliver afviklet fra uge til uge mellem værkejer og arbejder og består af 8 kroner. Sproget er gammeldags. Det ses i de grammatiske forskelle, fx er navneord med stort og ”aa” i stedet for ”å”. Teksten indeholder også gammeldags sproglige vendinger. Et eks. På linje 54-55: ”Der er Mønt at tjene i Aften, Slagteren Du – allerede lidt anløben – og en ganske ny mand, Grosserer.” Forfatteren gør brug af sammenligninger og besjælinger for at gøre beskrivelserne af miljø og fattigdommen mere anskueligt. Nogle eksempler på sammenligninger er linje 12-13 ”Og solen skinner på det hele, saa mildt og blaalig hvidt, saa tandløst og kraftesløst som en Gammelmors Smil.” og linje 14-15 ”… og Husene vender mange smaa Ruder som aarvaagne Øjne inde mod stenbruddet..” På linje 1er et eksempel på en besjæling: ”Inde over Aasene staar Skoven og sover..” Forfatteren Martin Andersen Nexø har en tydelig hensigt med teksten ”Lønningsdag”. 

Igennem teksten med temaer som fattigdom formidler han sine holdninger og sit budskab. Han sætter fokus på klassekampen mellem socialismen og kapitalismen, hvor han igennem tekstens konflikt indirekte sympatiserer med arbejderklassen. Han fokuserer på arbejdernes elendighed og dårlige vilkår, som denne tids samfund var præget af. Han stiller indirekte spørgsmålet, om dette samfund er fair, og om goderne er ligeligt fordelt mellem befolkningen som ligestillede mennesker? Ud fra tekstens synspunkt og hans eget er svaret nej. Hans budskab er selvfølgelig, at de lever i et alt for kapitalistisk samfund, hvor de fattige ikke behandles ordentligt og ikke har nogen chance for velstand, som alle er berettiget til. Man kan ikke snyde uden om den sociale arv, men er derimod fanget af den for evigt. Hvis man er født fattig, forbliver man fattig og er bare nødt til at acceptere et surt og hårdt liv. Med teksten gør han ”oprør” mod denne tids samfund og sætter fokus på problemet. 

PERSPEKTIVERING:

Novellen er et typisk eksempel på Nexøs tekster, hvor han forsøger at skabe fokus og debat om klassekampen og samfunds forholdet. Hans egen status i samfundet kommer til udtryk i hans synsvinkler  og han lægger stor vægt på at fremstille den store arbejder gruppe som ”dagens helte”. Kapitalismen fremstilles som repræsentant for en fascistisk uretfærdighed og ulighed, illustreret gennem værkejerens almægtighed over arbejderne. Martin A. Nexø blev i 1918 medstifter af det socialistiske arbejder parti, og senere Kommunistpartiet. Dertil ligger novellen også op til, de spæde, socialistiske strømninger i landets politiske situation, der udmundende i den første, socialistiske regering i 1925 – som bl.a. havde opbakning fra Nexøs eget parti. Den indirekte provokation, har måske været med til netop at dæmme op for disse strømninger og derved deltaget i indførelsen af det socialistisk baserede velfærdssamfund. Man kan også perspektivere denne tekst til et andet af Martin Nexøs værker, nemlig 

Pelle Erobreren (skrevet i 1906-10). (Handler om:Pelle og hans far flytter til Bornholm efter sin mors død. Her bor de på en gård i et hjørne af en kostald og er de laveste i samfundet. Trods det, er Pelle fuld af gåpåmod og viljestyrke. Han vil ud og erobre verden og kæmpe for levevilkårene for hans egen samfundsklasse.) Dette er endnu en tekst, hvor Martin Nexø behandler det samfundsmæssige problem, men her ser man det igennem en drengs øjne.

PELLE EROBREREN ER FILMATISERET AF BILLE AUGUST (DER OGSÅ LAVEDE ZAPPA OG TRO, HÅB OG KÆRLIGHED)