DANSK-TEMA:ROMANTIKKEN

ROMANTIKKEN (ca. 1800-1870)
Romantikken er ikke en entydig størrelse og udgør mange forskellige strømninger. Det er derfor vanskeligt at give en kort og præcis definition af, hvad romantikken var....

Romantik/Guldalder - kort oversigt:

Hovedpunkter:

• Individet stod i centrum
• Nationalisme og patriotisme – fædrelandskærlighed
• Almuen og biedermeier – man dyrker det hjemlige
• Det guddommelige og barndommen
• Romantisme og eskapisme – gennem kunsten forsøger man at flygte fra virkelighedens fattigdom og de barske realiteter
• Romantikken betragtes som en guldalder, da der kunstmæssigt blev lavet nogle historisk vigtige værker. Eksempler på disse er  forfatteren H.C. Andersen og  filosoffen Søren Kierkegaard.
• Organismetanken
Litterært:
- Mange af tidens tekster var melankolske (følelsesladede, sørgelige).

- Filosofisk set er perioden præget af idealismen, den forestilling at der findes en højere virkelighed som almindelige mennesker ikke kan erkende gennem deres sanser.

Berømte navne: 

• Adam Oehlenschläger
• Søren Kierkegaard
• N.F.S Grundtvig
• H.C. Andersen
• Eckersberg (maler)

Den romantiske periode varer fra den franske revolution 1789 til omkring 1850. Tre af de største og mest kendte i dansk litteratur skrev og levede stort set samtidig i romantikken, derfor kan perioden også kaldes "dansk guldalder". 

Romantikken i Danmark startede allerede 1802 med Oehlenschlägers digtsamling: "DIGTE 1803", hvori man finder stordigtet "Guldhornene". Det er også en tid hvor spøgelser, gamle slotte og mørke kældre bliver en fast del af litteraturen. De uhyggelige romaner kaldes "gotiske". En af de mest kendte gotiske romaner er "Frankenstein" skrevet af den attenårige Mary Shelley. Hun var en del af den engelske romantik, der sammen med den tyske var førerende i denne periode.

I romantikken begynder man desuden at skrive de første bøger for børn.

Følelse mod fornuft
Romantikken var en kunstnerisk bevægelse i Europa i første halvdel af 1800-tallet. Den fokuserede mere på fantasiens, "Anelsens" og følelsernes forrang i reaktion mod oplysningstidens (1700-tallets fornuftsdyrkelse). Centralt står dyrkelsen af naturen som guddommeligt. Naturen tilbyder et andet rum "for de sjældne få, der vor gave forstå". Det var i høj grad kunstnerne, der forstod denne gave eller indvielse. Og i forlængelse heraf kan man se selve geni-opfattelsen. Den romantiske kunstner var et geni, en særligt udvalgt, der havde adgang til dimensioner og sammenhænge i tilværelsen, som almindeligt dødelige ikke havde. Kunstneren besad i kraft af sin forestillingsevne, sin fantasi, en skabende kraft, der næsten ophøjede ham til en slags minigud. Dette erkendelsesniveau når kunstneren vel at mærke ikke via sin rationalitet, men netop via de romantiske "sanser" som anelse, intuition, fantasi, drøm osv. 

ROMANTIKKEN ER OGSÅ GULDLALDEREN!
Guldalderen betragtes som en guldalder, da der kunstmæssigt blev lavet nogle historisk vigtige værker. Eksempler på disse er H.C. Andersen og Søren Kierkegaard.

Romantikken (ca. 1800-1850) er en del af guldalderen og er en halvmørk tid, da København for nyligt var blevet bombarderet af England.

Romantikkens modsætning er realisme.

Romantikken stammede fra Tyskland og Frankrig, sydfra.

Romantikkerne hæftede sig ved eventyret, det guddommelige, barndommen, almuen (bondesamfundet), det nationale, kærligheden. Individet stod i centrum. Guldalderen blev formet i kulturelle kredse i København.

Den forudgående Napoleons-krig og bombardementet af København prægede denne tid.

Mange af tidens tekster var melankolske (følelsesladede, sørgelige).

Oplysningstiden (1700-tallet): Forbindes med fornuften og fornuftige tankegange og ikke så meget fantasi og Gud – altså realisme. Romantikkens modsætning er realisme.

NATIONALROMANTIK

                                                     Fra 1807 bliver romantikken national. Man siger den ændrer sig fra universalromantik til nationalromantik. Denne romantiske nationalisme opstår overalt i Europa og melder sig som en reaktion på Napoleons forsøg på at underlægge sig hele Europa. Helt fra Johannes Ewalds digtning i 1770'erne har man kunnet spore en voksende interesse for det nordiske. I stedet for ånden i naturen bliver det nationen, der bliver det centrale. Ofte i form af en dyrkelse af den nationale fortid og en fortrængning af samtidens økonomiske og sociale problemer, der førte til at landet gik bankerot i 1814.

Dyrkelsen af den nordiske mytologi  i denne periode kan altså ses i lyset af to perspektiver:

1) den nordiske mytologi er tæt knyttet til naturen

2) som et led i en national-romantisk selviscenesættelse, der kulminerer med indførelsen af Grundloven i 1849.

Den danske romantik var stærkt præget af tysk romantisk digtning og filosofi: Goethes roman "Faust" og Schellings idé om den store sammenhæng i naturen, om enheden mellem bevægelsen i natur og i historie, som kommer til udtryk i organismetænkning. Organismetanken udtrykker Schelling således: ”Ånden slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret og kommer til bevidsthed i mennesket." 
I  digteren Oehlenschlägers digtning er der harmoni, herunder også harmoni mellem sjæl og krop.
I den nationalromantiske digtning (Jf. Guldhornene og Oehlenschlägers historiske dramaer)                                                  ligger vægten på fortiden. Og fortiden kaldes guldalderen. Især interesserer romantikerne sig for den nordiske mytologi og middelalderens historie og genrer.

Danmark befandt sig i begyndelsen af 1800-tallet i en kriseperiode: de opadgående økonomiske konjunkturer i 1700-tallet (den florissante periode) blev knækket. En øget censur trådte i kraft under enevælden, København blev hårdt ramt af bombardementet fra den engelske flåde i 1807 (Napoleonskrigene), landet gik statsbankerot i 1813 og tabte Norge i 1814. Denne kriseperiode betyder, at man i højere grad vender blikket indad. Hvad udadtil tabes, må indadtil vindes. Og det styrker også den nationale bevidsthed...

C.A   Lorentsen: Kongens Nytorv under bombardement 1807 -Englandskrigene

Billedkunst i guldalderen/romantikken

Landskabs- og arkitekturmaleri

Landskabsmalerierne skulle vise naturens skønhed for folket. De var ofte naturalistiske (realistiske) og indeholdte nationale elementer, motiver fra landet (almuen), modsætninger (lys/mørke). Malerne brugte naturens lys som eks. symbol på det guddommelige (himlen). Et landskab er en sjælstilstand som vi kan genkende fra os selv. Maleriet kan fremkalde følelser i os, som vi bruger i vores forståelse og oplevelse af det enkelte billede.
Genremaleri

Beskæftiger sig med det hjemlige, stuen, køkkenet osv. Åbne vinduer/døre er ofte symbol på friheden.
Modelstudier
Portrætmaleri

Portrætmaleriet var periodens populæreste genre. Den fastholdt de borgerlige dyder og borgerne – der også var dem der købte malerierne – kunne dermed identificere sig med kunsten. De portrætterede personer skulle vise borgerskabets ansigt udadtil. Personerne var repræsentative for de borgerlige dyder og værdier.
Skulptur
(Stilleben)

Billeder af døde ting, genstande, såsom blomster, vaser osv.

Begreber indenfor romantikken:

Universalromantik

Universalromantikken indeholder to modsatrettede strømninger; monismen og dualismen.

1.a Monisme

Dyrker naturen som et jordisk paradis, et fristed, hvor man kan dyrke sine følelser, sin kærlighed (ingen indskrænkende normer og regler som i det kulturelle rum, byen). Alting hænger sammen, naturen er én stor sammenhængende organisme. Eksempel - Oehlenschläger: ”Guldhornene” og H.C. Andersen: ”Klokken”

1.b Dualisme eller Ny-platonisme

Den romantiske digter får en indsigt i (bliver indviet i) en anden og sandere verden (=ideal-verden). Han lever selv i fænomenverden, og  længes efter idealverden. Jorden opleves som et fængsel. Ensomhed og splittelse er derfor grundvilkår for digteren. Inspireret af Platon.

 Eksempel - Staffeldt: Indvielsen 1804 

BIEDERMEIER

Begrebet 'Biedermeier' stammer oprindeligt fra malerkunsten (genremaleriet). Biedermeier-strømningen er knyttet til en borgerlig kultur, der var kendetegnet ved at dyrke det harmoniske og det moralske, og ved at fortrænge det ubehagelige og det umoralske.

I dansk litteratur fra perioden 1820-1870 findes træk af Biedermeier-kulturen i det meste af den danske digtning. En dyrkelse af familien, det hyggelige, det moralske, det idylliske, det danske bondelandskab, stokroseidyl, det trygge og det kendte, det gode, det moralske og det harmoniske.
På en måde kan man se det som en banalisering eller udvanding af den romantiske organismetænknings panteisme.

Idealet er dannelse og selvbeherskelse, harmoni-søgende. Fortrænger ”det farlige”. Hjemlig hygge og tryghed. Dannelsesroman (idyl  – konflikt – ny idyl) er opdragende og moraliserende.

Links:
GUIDE TIL DANSK GULDALDER: http://www.guldalder.dk/Historisk_oversigt.html
DEN HIRSCHSPRUNGSKE SAMLING: http://www.hirschsprung.dk/