Se dokumentaren 1800-tallet på vrangen 8 (del 6) om bl.a JP Jacobsen og hans "bordelroman" Marie Grubbe : http://www.dr.dk/tv/se/18-tallet-pa-vrangen/18-tallet-pa-vrangen-6-8
Skabelsen af den naturalistiske skrivemåde
I begyndelsen af den naturalistiske periode er forfatterne stadig afhængige af de romantiske forgængeres sprog, stil og teknik.
I J.P. Jacobsens værk Marie Grubbe finder vi i indledningen af romanen en naturbeskrivelse der minder om poetisk realisme fra romantikken. Men den uhyre detaljerede beskrivelse vi finder af naturen i dette indledningsafsnit peger derimod bort fra romantikken. Det er naturalisten og botanikeren J.P. Jacobsen der på videnskabelig vis indsamler og beskriver detaljer for netop gennem detaljerne at vise et videnskabeligt funderet helhedsbillede.
I J.P. Jacobsens værk Marie Grubbe finder vi i indledningen af romanen en naturbeskrivelse der minder om poetisk realisme fra romantikken. Men den uhyre detaljerede beskrivelse vi finder af naturen i dette indledningsafsnit peger derimod bort fra romantikken. Det er naturalisten og botanikeren J.P. Jacobsen der på videnskabelig vis indsamler og beskriver detaljer for netop gennem detaljerne at vise et videnskabeligt funderet helhedsbillede.
Der er ingen tvivl om at J.P. Jacobsens overordnede hensigt med romanen Marie Grubbe er naturalistisk.
Hvem var forfatteren - JP Jacobsen?
J.P. Jacobsen (1847-85)
§ Studerede naturhistorie (dvs. biologi)
§ Æstetisk naturalisme – splittet ml. det nye og det gamle, ml. det rationelle, fornuftige og sjælens mere dunkle sider
§ Skriver om kvinder og kvindelig seksualitet – især stærke, driftsbetonede kvinder
§ Påvirket af Darwinismen jf. det seksuelle partnervalg, der er drivkraften i naturens udvælgelsesproces af de bedst egnede – verden er ikke styret af menneskets sjæl, men af dens krop.
§ Hans værker besidder en modsætning ml. den naturvidenskabelige analyse på den ene side og den følsomt beskrivende på den anden.
§ to store romaner: ”Fru Marie Grubbe” (1876) og ”Niels Lyhne” (1880)
§ Stil: Farvenuancernes mester i dansk prosa, naturen gengives på en ny, detaljemættet facon under hans mikroskoperende blik, beskrivelsesimpressionisme (pga. dens forsirede, detaljemættede beskrivelser)
Hvem var Marie Grubbe?
Marie Grubbe (1643-1718) var en adelig datter af den magtfulde adelsmand Erik Grubbe til Tjele (mellem Viborg og Randers). Hun blev gift tre gange (efter datidens forhold meget usædvanligt for en kvinde).
Hendes første ægteskab var med Ulrik Frederik Gyldenløve, en "uægte" søn af kong Frederik 3 (Christian den 4´søn) , hvilketførte hende ind i magtens centrum.
Derefter blev hun gift med med adelsmanden Palle Dyre - og efter dette ægteskabs opløsning står den fattige unge ladefoged Søren Sørensen Møller for tur. Marie Grubbe dør i fattigdom ved et færgested på Falster.
 |
| Ludvig Holberg møder den 68-årige Marie Grubbe |
Søren sad i fængsel i Nykøbing eller på Bremerholm. Han havde - i drukkenskab og formentlig af vanvare - dræbt en skipper fra Dragør.
Som tilhænger af fornuftens lys falder det Holberg vanskeligt at forstå hvorledes Marie Grubbe har kunnet fravælge hoflivet til fordel for et liv på samfundets bund.
På trods af Marie Grubbes sociale nedtur kan hun som fattig kvinde der bestyrer et færgeleje, stolt sige at:" ..hvert menneske lever sit eget liv og dør sin egen død. " (Marie Grubbes kærlighed til skæbnen - AMOR FATI)
 |
| Illustration til Fru Marie Grubbe i en udgave fra 1909 |
Maries dramatiske liv har interesseret mange. Dan H. Andersens bog Marie Grubbe og hendes tid (2006) fortæller om hendes liv. Ludvig Holberg taler med Marie i Borrehuset i 1711 i forbindelse med, at han forlod København under pesten. Han skriver senere om hende i sin Epistel 89 Mærkelige Ægteskaber. Steen Steensen Blicher lader hende optræde i Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog (1824). H.C. Andersen skriver Hønse-Grethes Historie (1870). J.P. Jacobsens roman Fru Marie Grubbe. Interieurer fra det syttende århundrede (1876) giver en dybtgående psykologisk analyse af hende. Ulla Ryum lader forskellige Marier optræde i skuespillet Marie Grubbe (1985). Juliane Preisler skriver romanen Kysse Marie (1994) om hende.
JP JACOBSEN (udtales IP Jacobsen) - FRU MARIE GRUBBE:
Indledning.
"Den Luft, der laa under Lindetræernes Kroner, havde vugget sig frem over den brune Hede og de tørstige Marker; den var bleven baget af Solen og støvet af Vejene, men nu var den renset af det tætte Løvhang, svalet af de kjølige Lindeblade, og Duften af Lindens gule Bloster havde gjort den fugtig og givet den Fylde. Nu laa den og blinkede stille og saligt op i det lysegrønne Hvalv, kjærtegnet af sagte dirrende Blade og af hvidgule Sommerfugles flimrende Vingeslag.
De Menneskelæber, som aandede denne Luft, vare svulmende og friske, den Barm, den højnede, var ung og spæd. Barmen var spæd og Foden var spæd, Midjen smal, Væksten slank, og der var en vis mager Styrke i den hele Skikkelse. Frodigt var kun det stærke, dunkeltgyldne Haar, der halvt var bundet og halvt hang løst; for den lille, mørkeblaa Fløjelshue var gleden af og hang om Halsen i sine knyttede Hagebaand ned paa Ryggen som en lille Munkehætte. Ellers var der intet Klosterligt ved Dragten; en bred og ligeskaaren Lærredskrave slog ned over en lavendelblaa Hvergarnskjole med korte og vide, opskaarne Ærmer; ud af dem brusede et Par store Poseærmer af fint, hollandsk Lin. En højrød Sløjfe sad paa Brystet og højrøde Sløjfer paa Skoene.
Hun gik med Hænderne paa Ryggen og med foroverbøjet Hoved. Med legende, sirlige Skridt gik hun langsomt op ad Gangen; men ikke ligefrem; hun gik i Bugter; snart var hun ved at støde imod et Træ paa den ene Side, snart var hun ved at komme ud mellem Træerne paa den anden Side. En Gang imellem standsede hun, rystede Haaret fra Kinderne og saae op mod Lyset. Det dæmpede Skjær gav hendes barnehvide Ansigt en matgylden Lød, der gjorde de blaaladne Skygger under Øjnene mindre synlige; de røde Læber blev purpurbrune og de store, blaa Øjne blev næsten sorte. Hun var nydelig var hun: lige Pande, svagt kroget Næse, kort, skarpskaaren Underlæbe og stærk, rund Hage og fint rundet Kind og ganske smaa Øren og rent og skarpt tegnede Bryn ... Hun gik og smilte, let og tankeløst, tænkte paa Ingenting og smilte i Harmoni med Alt omkring hende. Hun kom til Ende med Gangen, standsede og gav sig til at svinge rundt paa Hælen, halvt til højre og halvt til venstre, stadigt med Hænderne paa Ryggen, med Hovedet lige, Blikket opad, og hun nynnede monotont og afbrudt i Takt med sin Svingen.
Der laa to Graastensfliser og var Trappetrin ned til Haven, til Haven og det skarpe, hvide Sollys. -
Barnet i Lindealleen sprang ned over Trinene, Løb gjennem den solhede Have, med bøjet Hoved, som man Iøber over en Gaard i Regnvejr. Hun styrede hen imod en Trekant af dunkle Takstræer, smuttede om bagved dem og gik saa ind i den store Løvstue, der var en Levning fra de Belowers Tid. -
For Indgangen til Stuen laa der to hvidmalede Havheste; derinde stod der en lang Træbænk og et Bord; Pladen til Bordet var af Sten; stor og oval havde den været, men det Meste af den laa paa Jorden i tre Stykker, kun et lille fjerde laa løst over det ene Hjørne af Bordrammen. Ved det satte Barnet sig, tog Benene op paa Bænken, lænede sig tilbage og lagde Armene over Kors. Hun lukkede sine Øjne og sad ganske stille; der kom et Par smaa Rynker i Panden, en Gang imellem bevægede hun Øjenbrynene og smilte let:
"I Stuen med de røde Purpurtæpper og den forgyldte Alkove ligger Griseldis for Margrevens Fødder, men han støder hende bort; nys har han revet hende op fra det lune Leje, nu aabner han den smalle, rundbuede Dør, og den kolde Luft strømmer ind paa den stakkels Griseldis, der ligger paa Gulvet og græder, og der er intet Andet mellem del, kolde Nattepust og hendes varme, hvide Legeme end det tynde, tynde Lin. Men han jager hende ud og laaser Døren efter hende. Og hun trykker den nøgne Skulder op til den kolde, glatte Dør og hulker og hører ham gaa blødt inde paa Gulvets Tæpper, og gjennem Nøglehullet kommer Lyset fra den duftende Kjærte og sætter sig som en lille, rund Sol paa hendes blottede Bryst. Og hun lister sig bort og gaar ned ad den mørke Marmeltrappe og der er ganske stille, hun hører ikke andet end den bløde, klappende Lyd af sine nøgne Fødder paa de isnende Stentrin. Saa kommer hun udenfor. Sneen ... nej, det regner, det skylregner, og det tunge, kolde Vand plasker ned paa hendes Skuldre; Linet klæber fast til hendes Legeme, og Vandet driver ned ad hendes bare Ben, og hun træder med de skære Fødder i det bløde, kolde Dynd, der glider glat ud til Siden under Fodbladet. Og Vinden ... Buskene river hende og flænger hendes Kjole, nej, hun har jo ingen Kjole paa ... som det flængede mit brune Skjørt! - der maa vist allerede være Nødder i Fastruplund, alle de Nødder, der var paa Viborg Marked ... Gud veed, om Ane har faaet Ro i sine Tænder ... Nej! Bruhnhylde! - den vilde Hest spraenger afsted ….Bruhnhylde og Grimmild -- Dronning Grimmild vinker ad Mændene, vender sig og gaar bort. Og de slæber Dronning Bruhnhylde frem, og en lav, sort Karl med svære, lange Arme, En som Bertel i Bornhuset, tager i hendes Bælte og rykker det over og han smøger hendes Kittel og hendes Underkjorlel af hende, og med sine sorte Næver stryger han Guldringene af de hvide, myge Arme, og en stor, halvnøgen, brun og laadden Karl lægger sin haarede Arm om hendes Liv, og med sine plumpe, brede Fødder træder han Sandalerne af hende, og Bertel vikler hendes lange, sorte Lokker om sin Haand og trækker bort med hende, og hun følger ham med foroverbøjet Krop, og den Store lægger sine svedige Haandflader paa hendes nøgne Ryg og skubber hende fremad, fremad hen til den sorte, fnysende Hingst, og de slænger hende ned i det graa Støv paa Vejen og de knytter Hestens lange Hale om hendes Ankler . . .-
Saa kom Rynkerne igjen og blev der længe, hun rystede paa Hovedet og saae mere og mere fortrædelig ud, endelig slog hun Øjnene op, rejste sig halvt og saae sig træt og misfornøjet omkring. Myggene dansede henne for Aabningen mellem Humlerankerne, og det drev paa derude fra Haven stødvis med Duft af Myrte og Hjærtensfryd og imellem med Duft af Dild og Anniskaal. En lille, tummelumsk, gul Edderkop løb kildrende hen over hendes Haand og fik hende til at springe op fra Bænken. Hun gik hen mod Indgangen og rakte efter en Rose, der sad oppe i Løvet, men hun kunde ikke naa den. Saa gik hun udenfor og plukkede af Slyngroserne; jo mere hun plukkede, jo ivrigere blev hun, og snart havde hun Skjørtet fuldt. Hun bar dem ind i og satte sig ved Bordet. Een for een tog hun dem op af Skjødet og lagde dem paa Stenpladen tæt op til hinanden, og snart var Stenen skjult under et blegrødt, duftende Svær.
Den sidste Rose var tagen, hun glattede Skjørtets Folder og de løse Blomsterblade og de grønne Blade, der havde sat sig fast i Kjolens Luv, strøg hun af, og blev saa siddende med Hænderne i Skjødet og saae paa Rosenfloret. Denne Blomsterlød, der krusede sig i Skjær og Skygger, fra Hvidt, der rødmer, til Rødt, der blaaner, fra fugtig Rosa, der næsten er tung, til et Lilla saa let, at det kommer og gaar som om det drev i Luften. Hvert enkelt, rundet Blomsterblad, yndigt hvælvet, blødt i Skyggen, men i Lyset med tusinde neppe synlige Gnister og Blink; med alt sit favre Rosenblod samlet i Aarer og spredt i Huden ... og saa den tunge, søde Duft, den drivende Em af den røde Nektar, som koger i Blomsterets Bund. Hurtigt strøg hun sine Ærmer op og lagde de nøgne Arme ned i Rosernes milde, fugtige Kjølighed. Hun vred dem rundt i Roserne, der med løste Blade flagrede mod Jorden, saa sprang hun op og fejede med et Strøg Alt det bort, der var paa Bordet og gik ud i Haven, rettende paa sine Ærmer. Med blussende Kinder og hastige Skridt gik hun ned gjennem Gangene og ud, og fulgte saa langsomt Havediget op mod Kjørevejen. Paa den var der kort før lndkjørslen til Gaarden et Læs Hø væltet; flere Læs holdt bagved og kunde ikke komme frem. Ladefogden pryglede Kusken med en brun Stok, hvis Politur glimtede i Solen.
Lyden af Slagene gjorde et uhyggeligt Indtryk paa Barnet, hun holdt sig for Ørerne og gik hastigt op mod Gaarden. Kjælderdøren ned til Bryggerset stod aaben; hun smuttede derned og slog Døren i efter sig.
Det var den fjortenaarige Marie Grubbe, Datter af Hr. Erik Grubbe til Tjele Hovedgaard."Uddrag fra J.P. Jacobsen: Fru Marie Grubbe (1876)
De Menneskelæber, som aandede denne Luft, vare svulmende og friske, den Barm, den højnede, var ung og spæd. Barmen var spæd og Foden var spæd, Midjen smal, Væksten slank, og der var en vis mager Styrke i den hele Skikkelse. Frodigt var kun det stærke, dunkeltgyldne Haar, der halvt var bundet og halvt hang løst; for den lille, mørkeblaa Fløjelshue var gleden af og hang om Halsen i sine knyttede Hagebaand ned paa Ryggen som en lille Munkehætte. Ellers var der intet Klosterligt ved Dragten; en bred og ligeskaaren Lærredskrave slog ned over en lavendelblaa Hvergarnskjole med korte og vide, opskaarne Ærmer; ud af dem brusede et Par store Poseærmer af fint, hollandsk Lin. En højrød Sløjfe sad paa Brystet og højrøde Sløjfer paa Skoene.
Hun gik med Hænderne paa Ryggen og med foroverbøjet Hoved. Med legende, sirlige Skridt gik hun langsomt op ad Gangen; men ikke ligefrem; hun gik i Bugter; snart var hun ved at støde imod et Træ paa den ene Side, snart var hun ved at komme ud mellem Træerne paa den anden Side. En Gang imellem standsede hun, rystede Haaret fra Kinderne og saae op mod Lyset. Det dæmpede Skjær gav hendes barnehvide Ansigt en matgylden Lød, der gjorde de blaaladne Skygger under Øjnene mindre synlige; de røde Læber blev purpurbrune og de store, blaa Øjne blev næsten sorte. Hun var nydelig var hun: lige Pande, svagt kroget Næse, kort, skarpskaaren Underlæbe og stærk, rund Hage og fint rundet Kind og ganske smaa Øren og rent og skarpt tegnede Bryn ... Hun gik og smilte, let og tankeløst, tænkte paa Ingenting og smilte i Harmoni med Alt omkring hende. Hun kom til Ende med Gangen, standsede og gav sig til at svinge rundt paa Hælen, halvt til højre og halvt til venstre, stadigt med Hænderne paa Ryggen, med Hovedet lige, Blikket opad, og hun nynnede monotont og afbrudt i Takt med sin Svingen.
Der laa to Graastensfliser og var Trappetrin ned til Haven, til Haven og det skarpe, hvide Sollys. -
Barnet i Lindealleen sprang ned over Trinene, Løb gjennem den solhede Have, med bøjet Hoved, som man Iøber over en Gaard i Regnvejr. Hun styrede hen imod en Trekant af dunkle Takstræer, smuttede om bagved dem og gik saa ind i den store Løvstue, der var en Levning fra de Belowers Tid. -
For Indgangen til Stuen laa der to hvidmalede Havheste; derinde stod der en lang Træbænk og et Bord; Pladen til Bordet var af Sten; stor og oval havde den været, men det Meste af den laa paa Jorden i tre Stykker, kun et lille fjerde laa løst over det ene Hjørne af Bordrammen. Ved det satte Barnet sig, tog Benene op paa Bænken, lænede sig tilbage og lagde Armene over Kors. Hun lukkede sine Øjne og sad ganske stille; der kom et Par smaa Rynker i Panden, en Gang imellem bevægede hun Øjenbrynene og smilte let:
"I Stuen med de røde Purpurtæpper og den forgyldte Alkove ligger Griseldis for Margrevens Fødder, men han støder hende bort; nys har han revet hende op fra det lune Leje, nu aabner han den smalle, rundbuede Dør, og den kolde Luft strømmer ind paa den stakkels Griseldis, der ligger paa Gulvet og græder, og der er intet Andet mellem del, kolde Nattepust og hendes varme, hvide Legeme end det tynde, tynde Lin. Men han jager hende ud og laaser Døren efter hende. Og hun trykker den nøgne Skulder op til den kolde, glatte Dør og hulker og hører ham gaa blødt inde paa Gulvets Tæpper, og gjennem Nøglehullet kommer Lyset fra den duftende Kjærte og sætter sig som en lille, rund Sol paa hendes blottede Bryst. Og hun lister sig bort og gaar ned ad den mørke Marmeltrappe og der er ganske stille, hun hører ikke andet end den bløde, klappende Lyd af sine nøgne Fødder paa de isnende Stentrin. Saa kommer hun udenfor. Sneen ... nej, det regner, det skylregner, og det tunge, kolde Vand plasker ned paa hendes Skuldre; Linet klæber fast til hendes Legeme, og Vandet driver ned ad hendes bare Ben, og hun træder med de skære Fødder i det bløde, kolde Dynd, der glider glat ud til Siden under Fodbladet. Og Vinden ... Buskene river hende og flænger hendes Kjole, nej, hun har jo ingen Kjole paa ... som det flængede mit brune Skjørt! - der maa vist allerede være Nødder i Fastruplund, alle de Nødder, der var paa Viborg Marked ... Gud veed, om Ane har faaet Ro i sine Tænder ... Nej! Bruhnhylde! - den vilde Hest spraenger afsted ….Bruhnhylde og Grimmild -- Dronning Grimmild vinker ad Mændene, vender sig og gaar bort. Og de slæber Dronning Bruhnhylde frem, og en lav, sort Karl med svære, lange Arme, En som Bertel i Bornhuset, tager i hendes Bælte og rykker det over og han smøger hendes Kittel og hendes Underkjorlel af hende, og med sine sorte Næver stryger han Guldringene af de hvide, myge Arme, og en stor, halvnøgen, brun og laadden Karl lægger sin haarede Arm om hendes Liv, og med sine plumpe, brede Fødder træder han Sandalerne af hende, og Bertel vikler hendes lange, sorte Lokker om sin Haand og trækker bort med hende, og hun følger ham med foroverbøjet Krop, og den Store lægger sine svedige Haandflader paa hendes nøgne Ryg og skubber hende fremad, fremad hen til den sorte, fnysende Hingst, og de slænger hende ned i det graa Støv paa Vejen og de knytter Hestens lange Hale om hendes Ankler . . .-
Saa kom Rynkerne igjen og blev der længe, hun rystede paa Hovedet og saae mere og mere fortrædelig ud, endelig slog hun Øjnene op, rejste sig halvt og saae sig træt og misfornøjet omkring. Myggene dansede henne for Aabningen mellem Humlerankerne, og det drev paa derude fra Haven stødvis med Duft af Myrte og Hjærtensfryd og imellem med Duft af Dild og Anniskaal. En lille, tummelumsk, gul Edderkop løb kildrende hen over hendes Haand og fik hende til at springe op fra Bænken. Hun gik hen mod Indgangen og rakte efter en Rose, der sad oppe i Løvet, men hun kunde ikke naa den. Saa gik hun udenfor og plukkede af Slyngroserne; jo mere hun plukkede, jo ivrigere blev hun, og snart havde hun Skjørtet fuldt. Hun bar dem ind i og satte sig ved Bordet. Een for een tog hun dem op af Skjødet og lagde dem paa Stenpladen tæt op til hinanden, og snart var Stenen skjult under et blegrødt, duftende Svær.
Den sidste Rose var tagen, hun glattede Skjørtets Folder og de løse Blomsterblade og de grønne Blade, der havde sat sig fast i Kjolens Luv, strøg hun af, og blev saa siddende med Hænderne i Skjødet og saae paa Rosenfloret. Denne Blomsterlød, der krusede sig i Skjær og Skygger, fra Hvidt, der rødmer, til Rødt, der blaaner, fra fugtig Rosa, der næsten er tung, til et Lilla saa let, at det kommer og gaar som om det drev i Luften. Hvert enkelt, rundet Blomsterblad, yndigt hvælvet, blødt i Skyggen, men i Lyset med tusinde neppe synlige Gnister og Blink; med alt sit favre Rosenblod samlet i Aarer og spredt i Huden ... og saa den tunge, søde Duft, den drivende Em af den røde Nektar, som koger i Blomsterets Bund. Hurtigt strøg hun sine Ærmer op og lagde de nøgne Arme ned i Rosernes milde, fugtige Kjølighed. Hun vred dem rundt i Roserne, der med løste Blade flagrede mod Jorden, saa sprang hun op og fejede med et Strøg Alt det bort, der var paa Bordet og gik ud i Haven, rettende paa sine Ærmer. Med blussende Kinder og hastige Skridt gik hun ned gjennem Gangene og ud, og fulgte saa langsomt Havediget op mod Kjørevejen. Paa den var der kort før lndkjørslen til Gaarden et Læs Hø væltet; flere Læs holdt bagved og kunde ikke komme frem. Ladefogden pryglede Kusken med en brun Stok, hvis Politur glimtede i Solen.
Lyden af Slagene gjorde et uhyggeligt Indtryk paa Barnet, hun holdt sig for Ørerne og gik hastigt op mod Gaarden. Kjælderdøren ned til Bryggerset stod aaben; hun smuttede derned og slog Døren i efter sig.
Det var den fjortenaarige Marie Grubbe, Datter af Hr. Erik Grubbe til Tjele Hovedgaard."Uddrag fra J.P. Jacobsen: Fru Marie Grubbe (1876)
Med opdagelsen af det dunkle driftsliv er det lettere for J.P. Jacobsen at "forstå" Marie Grubbe. Hun har udviklet sig i overensstemmelse med sine drifters tiltrækning til de stærke underklassedyr.
Fordi hun ikke er i konflikt med sin medfødte dyriske seksualitet, er hun lykkelig. Hun er mere i harmoni med sine følelser og drifter end sin fornuft og tager ikke hensyn til samfundets normer.
Kan perspektiveres til Darwin og hans teorier: http://www.da-net.dk/naturalismen_1870.htm#DARWINISME
og sædelighedsfejden : http://www.da-net.dk/naturalismen_1870.htm#K%F8nsroller%20-%20s%E6delighedsfejden
J.P. Jacobsen (1876): ”Fru Marie Grubbe” – generelt om hele
romanen
J.P. Jacobsen (1876): Fru Marie
Gruppe → debutroman
Foregår i 1600-tallet
Adelsfamilie på Tjele Gods
Marie Gruppe: 1. ægteskab m. kongesøn → skilt og
gift flere gange → til sidst Søren Lagefoged
Starter på toppen og ender på bunden MEN det er der
hun gerne vil være (det driftsstyrede partnervalg er vigtigere for hende (og
J.P. Jacobsen) end den sociale rangstige)
Udviklingsroman (jf. trappestigen - Darwin)
Udviklingsroman – Det moderne gennembrud
(menneskets udvikling bestemmes af arv/miljø)
(Modsat: Dannelsesroman
– Romantikken (mennesket skal følge en bestemt udvikling og nå fastlagt
indsigt))
J.P. Jacobsen (1876): Fru Marie Grubbe (af kap.1)
1. Karakteristik af den stemning, som hersker i haven, da Marie træder
ud.
§ Sollys,
hede → mangler vand/næring - er
ved at visne/længsel – alligevel smukt
§ Billedsprog:
besjæling af naturen fx ”tørstige marker” (l.17, 1.side), ”tørstige
Balsaminer…” (l.16, 2.side)
§ Meget
detaljeret (sproget er billedskabende og skønhedsmættet)
§ Mange
farvenuancer (objektive – beskrivende) → som et fotografi
2. Karakteristik af Marie som vi oplever hende umiddelbart ud fra de
første beskrivelser.
§ Ung,
kraftigt hår (halvt bundet – halvt hang løst (l.27, 1.s.)) Den mørkeblå
fløjelshue hænger om halsen. Dragten (ikke klosterlig, dvs. ikke enkel, men
pyntet). Højrød sløjfe på brystet og skoene.
§ ”legende,
sirlige skridt”(l.35), ”hun gik i Bugter” (l.36) → godt humør, går i sin egen
verden (drømmer/leger)
§ Blå
øjne, nydelig, lige pande, svagt kroget næse, kort skarpskåren underlæbe, rund
hage, fint rundet kind, små ører, skarpt tegnede bryn. (l.1-5, 2.s)
§ ”… gik og smilte, let og
tankeløst, tænkte paa Ingenting og smilte i Harmoni med Alt omkring hende.”
(l.5-6, 2.s.) → ubekymret, glad, trives i naturen jf. harmoni
§ 14 år → i overgangen fra
barn til voksen
§ Fortællertype: 3. persons fortæller – observerende, detaljeret,
implicit/skjult. ”objektiv” (beskrivelsen af haven og Marie) personbunden
(drømmen)
3. Det centrale i Maries drømme (/fantasier)
1.
Drøm: Griseldis og marvgreven (l.1-20, 3.s)
Tilbage
til virkeligheden (l.20-22): fx ”Gud veed, om Ane har faaet Ro i sine Tænder”
2.
Drøm: Dronning Bruhnhylde og en lav, sort Karl (som Bertel i Bomhuset → ”Bertek
vikler…”) (l.22-36)
Karlen
der forgriber sig på dronningen (Herremandsdatteren drages af den grove,
proletariske mand)
-
voldtægtsfantasi
(masochistiske tilbøjeligheder) → er driftssiden bevidst → Drifterne afgør
hendes livs udvikling
Sproget
(dvs. hvordan kan vi se i sproget, at det er en drøm/fantasi):
-
Situationstegn
omkring (”…”)
-
Stopper
op og ændrer handlingen fx ”Sneen … nej, det regner, det skyldregner” (l.14) og
”Og Vinden… Buskene river hende og flænger hendes
Kjole, nej, hun har jo ingen Kjole paa … som det flængede mit brune Skjørt”
(l.18-20)
-
Karlen
bliver til Bertel
-
Få
punktummer, fra linje 24-36 ingen, men massere af ”og-koblinger” → hun bliver
mere og mere seksuelt opstemt.
-
Mange
(…)
-
lader sproget selv flyde, så læseren får følelsen
af, selv at leve med i personernes drømmende tanker
4. Rosensymbolikken i teksten.
Symbol
for de kvindelige kønsorganer/ det kvindelige skød (her igen farvenuancerne:
”fra hvidt, der rødmer, til rødt, der blaaner, fra fugtig Rosa, der næsten er
tung, til et Lilla saa let…” (l.15-16, 4.s )
(Personerne
fra de romaner/eventyrer, som hun læser, bruges som fantasimæssig baggrund for
onani)
Afslutningen (hvor hun
”vrider” armene rundt i roserne):
Den
1. onaniscene i dansk litteratur → naturen tilfredsstiller hendes lyster
Kvindelig
onani: helt tabu i 1870erne.
”Ladefogden
pryglede Kusken” (l.30-31) – ”Lydene af Slagene gjorde uhyggeligt Indtryk paa
Barnet” (l.32) Kontakten med overklassens kvinder er farlig for proletariats
mænd → advarsel om myndighedernes sanktionsvilje.
Tema: Kvindens
seksualitet (+ Kontakten mellem samfundsklasserne)
Budskab: Mennesket
skal følge sin natur (darwinistisk partnervalg)
Kommentarer
Send en kommentar