DANSK: IMPRESSIONISMEN

Naturalismen og impressionismen havde deres rødder i realismen. Realismen ønskede at skildre virkeligheden så nøjagtig og naturtro som muligt, bl.a. ved mange små hverdagsdetaljer. At gøre digtningen levende og konkret, ikke abstrakt. Dette betød ikke at værket ikke kunne være fiktion. Handlingen skulle blot være sandsynlig, realistisk. Dog opstod der også de historiske romaner, der helt ned i de enkelte detaljer var forankret i faktiske begivenheder.
Den realistiske roman opstod i Europa allerede helt tilbage i 1830erne.  Forfattere som Balzac i Frankrig, Dickens i England, Dostojevskij  i Rusland og mange andre skabte store romanfortællinger med dybe og vidtfavnende analyser af samfundsforhold og mennesker.   

IMPRESSIONISTISK FORTÆLLETEKNIK

Impressionisme
Den naturalistiske roman ønsker at skabe en helhed ud af at inddrage som meget som muligt, så mange detaljer som muligt.

Impressionismen fastholder naturalismens interesse for detaljen, men lader kun punktvis læseren opleve detaljen. Resten skæres bort.
Indtrykkene gengives mere skitseagtigt - uforarbejdede af intellektet - og antydningsvist.
Som læser bliver man således inviteret til at lade indtrykkene at komme til sig, forholdende sig passivt iagttagende ...dog således at fantasien inviteres til at udfylde detaljerne.

Læserens fantasi stimuleres
Den impressionistiske fortællekunst overlader derfor - netop gennem det den ikke siger - et langt større ansvar til læseren selv til gennem sin forestillingsevne at "færdiggøre" det samlede billede.

Denne underdrevne fortælleteknik minder også om sagaernes fortælleteknik.

Det impressionistiske sprog
Den impressionistiske forfatter Herman Bang var selv meget bevidst om sin egen litterære teknik:
"Lad forfatterne sammenhobe sætninger, lad dem ødsle med ord og lad dem udelade verber; lad dem i susende hast kæde punktummer sammen og derpå atter hvile i rytmisk, sagte musik. Vi opgiver lovene, tillader lovløshed og forkaster mange regler." - Herman Bang

Herman Bang var også klar over denne litterære tekniks taknemmelighedsgæld til malerkunsten:                           "At stilen skal kunne male" - Herman Bang 

Sproget bliver på en måde "opløst" - Ingen lange akademiske sætninger. I stedet ser vi korte sideordnede sætninger.

Dialogen, oftest i form af dækket direkte tale, erstatter det fortællende. Formen nærmer sig derfor ofte dramaet. 
Impressionismen er en Indtrykskunst.  Den består af øjebliksfremstillinger.
Denne orientering mod en fremstilling af øjeblikket er uden tvivl inspireret af fotografiet, som netop blev mere alment tilgængeligt i samme periode.
Dette gælder dog kun for den litterære impressionisme, eftersom malerkunstens impressionisme netop lagde afstand til og "malede sig væk" fra fotografiet.

Der er i impressionismen en tendens til at lade beretning/handling glide i baggrund til fordel for en personlig/subjektiv og følsom beskrivelse af sjælelige tilstande.
Disse beskrivelser følger især de stille, passivt lidende mennesker, der er afmægtige over for deres skæbne.

Den "antyder" frem for at sige tingene lige ud i form af forfatterkommentarer. Den gammeldags alvidende fortæller er allerede begravet med den naturalistiske kunst. Fortælleren er næsten usynlig. Forfatteren skjuler sig tit bag en fiktiv person og dialoger. Det episke forløb opløser sig i situationer, scener.
Forfatteren anvender kun sjældent en indre synsvinkel, men lader læseren fornemme sig frem til det indre liv gennem ydre handling:

       Kun den i Handlen omsatte tanke kan følges af en iagttager. - Herman Bang

En ydre synsvinkel med en indirekte personbeskrivelse antydet gennem f. eks blikke og ydre bevægelserer impressionisternes foretrukne. 

Når Herman Bang alligevel ind imellem spartansk anvender den indre synsvinkel, er den udelukkende reserveret den eller de personer han sympatiserer med. 

At antyde gennem modsætninger - at se dybere gennem revner i facaden.
Som før nævnt er en af det moderne gennembruds vigtigste opgaver at afsløre de officielle "pæne" holdningers hulhed ved at lede læseren om bag facaden. Herman Bang er mester i at udlevere sine hovedpersoners falske facader eller selvopfattelser ved elegant at samstille to udsagn der modsiger hinanden.
Den impressionistiske roman kan som form lede tankerne hen på dramaet bl.a. på grund af de mange replikker.
I den impressionistiske litteratur er scenerne er ofte panoramisk fremstillede. Der er  næsten ingen overledning fra scene til scene.  De kan således i deres opbygning minde om moderne filmteknik der også ofte klipper fra scene til scene uden overgange. (næsten klippet sammen som i en moderne film)