Filmarkiver med og om Henrik Pontoppidan samt oplæsning af Ørneflugt:
http://www.dr.dk/skole/Dansk/Danske_forfattere/Henrik_Pontoppidan/henrik_pontoppidan.htm
Henrik Pontoppidan (1857-1943)
Dansk forfatter. Har hovedsageligt skrevet romaner og noveller.
Som ung ville han revolutionere verden og gøre op med den fædrene tro ved først at ville være ingeniør, siden højskolelærer og forfatter. De bøger, Pontoppidan skrev i sin ungdom, var stærkt samfundskritiske og levede op til Georg Brandes’ parole om at sætte problemer under debat.
Henrik Pontoppidan fik udgivet sin første bog i 1881. Han skrev om almindelige folks vilkår.
Ørneflugt” er en allegori (over et eventyr) fra 1894 skrevet af Henrik Pontoppidan. Den er et perfekt eksempel på en tekst fra det moderne gennembrud
Den naturvidenskabelige udvikling har på dette tidspunkt i historien skabt et nyt behov for realisme i
kunsten.
Det er spørgsmålet om arv vs. miljø som bliver diskuteret i ”Ørneflugt”. H.C. Andersen mente i ”Den Grimme Ælling” at skæbnen er arvsbestemt. Ællingen ender jo med at blive til den smukkeste svane, ikke fordi at den har boet blandt svaner, men fordi den er født sådan. Dens opvækst betyder faktisk intet for dens fremtid da den ville være blevet til en svane ligemeget hvad der ville være sket.
Dette er absolut ikke hvad Pontoppidans ”Ørneflugt” handler om, den er et svar og en modsætning til H.C. Andersen.
Handling:
Ørneflugt handler om en ørn der vokser op i en præstegård blandt ænder og kyllinger. Ørnen har en vraltende gang, den hedder Klaus og den er i det hele taget slet ikke som en ørn, men mere "andeagtig". Normalt har den stækkede vinger, men en dag bliver præsten syg og alle har så travlt med at passe ham at man glemmer at stække ørnens vinger. Lidt efter lidt får den sine vingers fulde kraft tilbage og pludselig en dag flyver den med vinden væk fra præstegården, men den føler sig ikke hjemme ude i naturen og vender derfor hjem igen. Karlen på gården ved endnu ikke at Klavs har været væk, så han tror det er en fjendtlig ørn der kommer da Klavs kommer hjem og han skyder ham.
Klavs bliver draget mod naturen, hvor han egentlig er bestemt for at leve, men efter Pontoppidans livsfilosofi er det miljøet der skaber individet, så ørnen kan ikke finde sig til rette uden for præstegården. Den kan mærke, at det faktisk er i naturen den skulle være; for da den letter tænker den; "den følte med ét at den var en ørn", men jo længere den kommer væk, jo mere længes den hjem og til sidst vender den om.
Ørnen har desuden en fuldstændig forkert forestilling om verden udenfor. Vi hører det ikke direkte, men vi kan se, da den endelig flyver af sted, at den kun tænker på det smukke himmelblå, de sejlende skyer, de landsbyer, skove og solbeskinnede søer der glider under den, den vide horisont og vingernes styrke. Det er alle sammen ting som er smukke og dejlige i naturen, men pludselig slår tonen over i en anden dur, og ørnen ser de stejle klipper, den mærker at det blæser og solen går ned bag ved tunge skyer der synes at varsle uvejr. Her går det op for Klavs at naturen også har sine barske sider og det bryder han sig ikke om. Han vender hjem til det trygge og kendte igen, men det bliver hans død.
Noget Pontoppidan gik meget op i og som H. C. Andersen også gik op i, var om det var arven eller miljøet der bestemte hvad man blev og fik udrettet i sit liv. Netop Pontoppidan og H. C. Andersen havde hver deres totalt modsatrettede teorier. Pontoppidan mente, at det udelukkende var miljøet der skabte individet, Andersen mente det var arven. Derfor sammenligner Pontoppidan sin egen historie "Ørneflugt" med "Den grimme ælling" skrevet af H. C. Andersen. (Specielt i de sidste to linjer ses dette:"For det hjælper alligevek ikke, at man har ligget i et ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden.")
http://www.dr.dk/skole/Dansk/Danske_forfattere/Henrik_Pontoppidan/henrik_pontoppidan.htm
Henrik Pontoppidan (1857-1943)
Som ung ville han revolutionere verden og gøre op med den fædrene tro ved først at ville være ingeniør, siden højskolelærer og forfatter. De bøger, Pontoppidan skrev i sin ungdom, var stærkt samfundskritiske og levede op til Georg Brandes’ parole om at sætte problemer under debat.
Henrik Pontoppidan fik udgivet sin første bog i 1881. Han skrev om almindelige folks vilkår.
Henrik Pontoppidan blev født ind i en østjysk familie, hvor man blev præst pr. tradition. Han blev født som et af de midterste af 16 børn.
Barndom og ungdom var ikke særlig let, da forældrene var meget syge og der var konstant lavvande i den præstelige pengekasse.
I skolen klarede han sig fremragende i matematik, fysik og kemi, men meget dårligt i dansk.
I 1874 kom han ind på Polyteknisk Læreanstalt og flyttede til København. Kort før den afsluttende eksamen som ingeniør forlod han studierne - selvom han klarede sig godt.
For at klare dagen og vejen, underviste han et par år på sin brors, Morten Pontoppidans, højskole. Dette blev også en for vanskelig opgave for ham, fordi han for længst havde kvittet den grundtvigianske tro, den tro som var fundamentet for højskolen.
Herefter besluttede han sig for at leve af at skrive!
Henrik Pontoppidan debuterede i 1881 med novellesamlingen Stækkede vinger. Han skrev en lang række romaner og noveller om almuens meget ringe sociale vilkår på landet. Dette gjorde han med stor social indignation og altid på de fattiges side. Det handlede om det enkelte menneskes ret til at realisere sig selv. Heri ligger han på linje med Georg Brandes og det moderne gennembrud. Han var altid imod autoriteterne, altid imod kirken og altid imod borgerligheden.
Henrik Pontoppidan har skrevet en række romaner, som er blevet hovedværker i dansk litteratur. Her kan f. eks. nævnes Det forjættede land, Mimoser, De dødes rige og Lykke-Per.
Pontoppidan er en meget stor realistisk fortæller. Han har et moralsk syn på menneskene. I bøgerne viser han hvordan menneskene ligger under for deres svagheder. Nogle af hans figurer er havesyge, grådige og kyniske, mens andre er gode og hæderlige i ordets egentlige betydning.
Bøgerne spejler samtiden, Victoria-tiden, med dens hurtige udvikling, dobbeltmoral, religiøsitet, prostitution, fup, svindel og snævert livssyn.
Bøgerne er stadig aktuelle, da det er almengyldige emner, der behandles.
I 1917 modtog Henrik Pontoppidan Nobels Litteraturpris sammen med en nu glemt forfatter Carl Gjellerup.
Ørneflugt” er en allegori (over et eventyr) fra 1894 skrevet af Henrik Pontoppidan. Den er et perfekt eksempel på en tekst fra det moderne gennembrud
Den naturvidenskabelige udvikling har på dette tidspunkt i historien skabt et nyt behov for realisme i
kunsten.
Det er spørgsmålet om arv vs. miljø som bliver diskuteret i ”Ørneflugt”. H.C. Andersen mente i ”Den Grimme Ælling” at skæbnen er arvsbestemt. Ællingen ender jo med at blive til den smukkeste svane, ikke fordi at den har boet blandt svaner, men fordi den er født sådan. Dens opvækst betyder faktisk intet for dens fremtid da den ville være blevet til en svane ligemeget hvad der ville være sket.
Dette er absolut ikke hvad Pontoppidans ”Ørneflugt” handler om, den er et svar og en modsætning til H.C. Andersen.
Handling:
Ørneflugt handler om en ørn der vokser op i en præstegård blandt ænder og kyllinger. Ørnen har en vraltende gang, den hedder Klaus og den er i det hele taget slet ikke som en ørn, men mere "andeagtig". Normalt har den stækkede vinger, men en dag bliver præsten syg og alle har så travlt med at passe ham at man glemmer at stække ørnens vinger. Lidt efter lidt får den sine vingers fulde kraft tilbage og pludselig en dag flyver den med vinden væk fra præstegården, men den føler sig ikke hjemme ude i naturen og vender derfor hjem igen. Karlen på gården ved endnu ikke at Klavs har været væk, så han tror det er en fjendtlig ørn der kommer da Klavs kommer hjem og han skyder ham.
Klavs bliver draget mod naturen, hvor han egentlig er bestemt for at leve, men efter Pontoppidans livsfilosofi er det miljøet der skaber individet, så ørnen kan ikke finde sig til rette uden for præstegården. Den kan mærke, at det faktisk er i naturen den skulle være; for da den letter tænker den; "den følte med ét at den var en ørn", men jo længere den kommer væk, jo mere længes den hjem og til sidst vender den om.
Ørnen har desuden en fuldstændig forkert forestilling om verden udenfor. Vi hører det ikke direkte, men vi kan se, da den endelig flyver af sted, at den kun tænker på det smukke himmelblå, de sejlende skyer, de landsbyer, skove og solbeskinnede søer der glider under den, den vide horisont og vingernes styrke. Det er alle sammen ting som er smukke og dejlige i naturen, men pludselig slår tonen over i en anden dur, og ørnen ser de stejle klipper, den mærker at det blæser og solen går ned bag ved tunge skyer der synes at varsle uvejr. Her går det op for Klavs at naturen også har sine barske sider og det bryder han sig ikke om. Han vender hjem til det trygge og kendte igen, men det bliver hans død.
Noget Pontoppidan gik meget op i og som H. C. Andersen også gik op i, var om det var arven eller miljøet der bestemte hvad man blev og fik udrettet i sit liv. Netop Pontoppidan og H. C. Andersen havde hver deres totalt modsatrettede teorier. Pontoppidan mente, at det udelukkende var miljøet der skabte individet, Andersen mente det var arven. Derfor sammenligner Pontoppidan sin egen historie "Ørneflugt" med "Den grimme ælling" skrevet af H. C. Andersen. (Specielt i de sidste to linjer ses dette:"For det hjælper alligevek ikke, at man har ligget i et ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden.")
Historierne er jo sådan set de samme, bare med forskelligt udfald. Hvor ørnen ikke bliver til ørn fordi den er vokset op i præstegården, men svanen bliver alligevel en smuk svane selv om den er vokset op i en andegård. Man kan så diskutere hvem af dem der har ret.
Kommentarer
Send en kommentar